mandag den 16. november 2009

Gør som min chef - stem personligt

Så har jeg fået min første stemme, og den er ikke fra mig selv. Min chef rejser til New York og har derfor brevstemt. Nedenfor er udfaldet af stemmen;)



Valgkamp på FB

blog, twitter, facebook, myspace, man kan ikke være over det hele og i denne valgkamp har jeg valgt min blog, hjemmeside og facebook. På "Stem mia i Borgerrepræsentationen" på facebook, har jeg lige sendt følgende besked afsted.

Så er det tirsdag d. 17. nov. 09 lige om lidt

Og altså tid til at bestemme, hvem der skal sidde i Borgerrepræsentationen de næste fire år. Og når du går ned og sætter dit kryds, håber jeg, at du vil overveje at stemme personligt på mig.


Jeg er gået til valg på at ”Mit København er vores København”

De sidste uger er fløjet af sted med uddeling, vælgemøde, "sund mad" initiativ og valgkamp alle steder jeg har kunnet komme til lige fra nettet, til arbejde og venner.

Og alt sammen kun fordi jeg rigtig gerne vil være med til at gøre Vores København til en visionær og innovativ storby, der går forrest og viser vejen til bedre miljø, skoler, ældrepleje, erhvervsudvikling, kulturelle oplevelser og grønne åndehuller.

Jeg håber, at jeg med jeres og andre vælges hjælp, får lov til at arbejde for mit København i Borgerrepræsentation de næste fire år.

Derfor husk at stem personligt på tirsdag.

De bedste hilsner

Mia

Ps. håber I tilgiver mig mit valgspam – og hvis du har lyst kan du stadig nå at hjælpe, ved at anbefale andre at stemme på mig;)

lørdag den 14. november 2009

Sund mad der smager – for 45 kr

45 kr. det er hvad ældre max skal betale for mad. Det har regeringen og DF bestemt. Men det er kommunerne, der er ansvarlig for maden til ældre. Så som kandidat til Københavns Borgerrepræsentation, satte jeg mig for at finde ud af, om man kan få god, sund mad, der smager til 45 kr. Og svaret er ifølge Kokken Rasmus Kjær, at ja det kan det godt især hvis transport ikke er indeholdt i prisen. Men hvad er så problemet?

Jaaa forestil dig, at du efter et langt aktivt liv ikke længere selv kan bestemme, hvad du skal have at spise. Og forestil dig så, at der så bliver serveret, smager dårligt. At dem der laver maden er stresset og føler, at de skal gå på kompromis med deres faglighed for at levere mad til en bestemt pris. Ikke ligefrem en Win-win situation hverken for de ældre i København, der skal spise maden eller for de medarbejdere, der skal forberede den.

Forestil dig så, at vi med de rigtige initiativer kan levere sund mad der er lavet med kærlighed og smager godt, og det til de 45 kr. Ja hvad vil du så vælge? – Jeg vil i hvert fald kæmpe for det sidste, hvis jeg kommer i Borgerrepræsentationen

Sund mad der smager, er et initiativ, der vil arbejde for bedre mad til flere.

- Selv lever vi for at spise og vil gerne at alle får den mulighed hele livet.

- Og vi vil gerne vise vejen til Sund mad der smager til en ordentlig pris.

- Vi starter med mad til ældre men på sigt er målet er, at sund mad der smager, er en mulighed alle steder i det offentlige


Du kan læse mere om initiativet sund mad der smager på http://SundMadDerSmager.blogspot.com/, hvor du også kan finde nogle af Rasmus Kjærs opskrifter på Sund mad til 45 kr.

søndag den 8. november 2009

"Undskyld må jeg gi' jer en pjece med"?



Så blev der tid til lidt gadeuddeling. Og godt hjulpet af godt humør, godt vejr og noget varmt at drikke, så blev der delt rigtig meget ud. Og så hjælper det jo, når en vælger efter at have fået stukket materialet i hånden læser det og kommer tilbage og siger: nej nogle gode ting du vil for København, dig vil jeg da stemme på;).

fredag den 6. november 2009

En god integrationspolitk er en ordentlig socialpolitk

Jeg er i dag på en mail af en vælger blevet spurgt hvad mener du – som kandidat med anden etnisk baggrund end dansk - om det radikales integrationspolitik?

Først tænkte jeg lidt over, går anden etnisk baggrund kun på mit udseende, eller tæller den kulturelle opvækst i det gule parcelhus, flæskesteg til jul og forældre med blå øjne og blond hår med i forhold til hvad jeg er blevet præget af?

Dernæst tænkte jeg lidt over hvad danskhed er vs. anden etnisk baggrund. Mit svar blev:

Først vil jeg gerne spørge dig om hvad forskellen er mellem danskhed og anden etnisk baggrund. Personligt ser/tænker jeg ikke på mig selv som andet end dansk, og her skal det siges, at jeg er adopteret, så må du selv bestemme, hvilke kategori du synes jeg hører til i. Men jeg er vokset op i et gult parcelhus og spist flæskesteg til jul, og er ret sikker på, at mit udseende ikke i særlig stor grad har påvirket min holdning til integration.

Men min holdning til integration er, at der skal være plads til alle uanset hudfarve, at selvfølgelig skal alle i Danmark opfører sig ordentlig i forhold til lovgivningen. Men ellers synes jeg, at mangfoldighed er en styrke, og reelt betyder integration vel sammenfletning af kulturer det vil sige, at vi som vi altid har gjort i Danmark lærer og låner af andre kulturer i sameksistens med eksisterende traditioner - så det har jeg det fint med. Jeg tror til gengæld ikke på assimilation, og jeg tror ikke man er mere eller mindre dansk om man spiser halalslagtet oksekød eller flæskesteg.

Generelt tror jeg, at vi i langt højere grad skal kigge på ressourcer i den enkelte familie mere end vi kan definere integration ud fra etnicitet.

Og så tror jeg på, at alle skal have den hjælp de har behov for i forhold til deres stå sted i livet, hvis vi kigger på bandekrigen som eksempel, så gælder det, at både de børn/unge der bliver rekrutteret til banderne desværre ofte er drenge af ressourcesvage familier - ligegyldigt om de så bliver medlem af AK81 eller af en såkaldt "indvandrebande". Så i min optik handler det mere om en ordentlig socialpolitik, gode skoler og lige muligheder for alle.

Altså skal mennesker uanset farve skal have hjælp, hvis de har brug for det, og jeg tror, at ressourcer i forhold til familie og netværk er langt mere afgørende for hvordan vi agerer end en bestemt etnicitet. Og så igen skal det siges at denne diskussion jo har langt flere lag end hvad jeg lige kan komme med her.

Rigtig god weekend

De bedste hilsner

Mia

onsdag den 4. november 2009

Bedre offentlig traffik før billigere offentlig traffik

Bedre offentlig traffik før billigere offentlig traffik (ikke at det skal være dyrere). Et argument fra en politisk diskussion i dag. Og ja, jeg mener altså godt, at de fleste selv kan betale for at bruge bussen - især fordi pengene så kan bruges andre steder. Når København så får en betalingsring, så kan vi jo altid diskutere hvad pengene fra betalingsringen skal bruges til

tirsdag den 3. november 2009

Hvis jeg kommer i Borgerrepræsentationen.

Jeg blev af Radikal Dialog bedt om at fortælle, hvad jeg vil gøre, hvis jeg kommer i Borgerrepræsentationen, men hvis du ikke lige læser Radikal Dialog, så kan du læse mit svar her.

Jeg er stolt af og glad for at være radikal. Når jeg kigger på vores samlede valgoplæg, så vil jeg arbejde for det hele og jeg synes, at vi kommer med løsninger, der er brugbare og langsigtede til gavn for alle Københavnere. Med sådan et valgprogam føles det rigtig godt at være radikal.

Men opgaven lyder vælg tre konkrete mærkesager, derfor, hvis jeg bliver valgt til Borgerrepræsentationen, så ligger mine mærkesager inden for følgende emner i valgoplæget:

Idræt, Trafik og Boliger, byggeri, byrum og byliv.

Da jeg sidder i GAM3s bestyrelse ved jeg, hvor meget streetbasket kan gøre for både sport og integrationen. Derfor vil jeg arbejde for at København for flere steder, hvor gamle som unge kan dyrke idræt udenfor som indenfor. Der skal være ordentlige idrætshaller og gode løberuter, cykelstier, skaterbaner mm. Kort sagt der skal være ordentlige muligheder for alle københavnere til at bevæge sig.

På trafik området kan jeg ikke forstå, at København ikke selv må bestemme om der skal være roadpricing eller ej. Jeg vil konkret blive ved med at presse på, at vi i København får lov til at indføre roadpricing, for at mindske forureningen og samtidig vil færre biler i byen gøre København til en endnu bedre cykelby.

Når det kommer til boliger, byggeri, byrum og byliv. Så er disse elementer for mig grundlæggende for at København også i fremtiden bliver en fantastisk by at leve i. Helt konkret har jeg en lille drøm om en dag at bo i en husbåd. Derfor vil jeg konkret arbejde for, at der gøres plads til flere husbåde og at alle får adgang til havnefronten, og at havnefronten bliver endnu bedre end den er nu fx ved at få flere havnebade og grønne områder langs havnen fx i Havnegade fra Nyhavn og op mod Nationalbanken.

hvorfor skal vi stemme?

Har i aften været til mit første debatmøde i denne valgkamp. Og fik spørgsmålet hvor skal vi stemme til et lokalvalg, nytter det, kan I overhovedet bestemme noget inde på Rådhuset?

og ja svarede igen, Andreas du skal stemme fordi det er din samtid, fremtid og dit lokalsamfund det handler om. Og så skal vi huske at kommunaltselvstyre ikke er en grundlovssikret ret. Så stem og lad lokaldemokratierne komme til deres ret.

Og egentlig undre det mig lidt, at det er lige netop det spørgsmål jeg får. For personligt kan jeg ikke forestille mig ikke at stemme. Tænk på hvor priviligerede vi er, at vi har muligheden for stemme og ytre os.

mandag den 2. november 2009

Politik på nettet og spørgsmål fra andre

En valgkamp på nettet er mere eller mindre fuldtidsarbejde - i hvert fald en dags arbejde. Der er så mange steder man kan oprette profiler og så mange spørgsmål man kan svare på.
Desuden har jeg allerede svaret på emails om cykling langs søerne (note til mig selv finde mail og bruge den på bloggen) og i dag har jeg til et gymnasieblad svaret på to spørgsmål. "hvorfor skal vi stemme og hvorfor skal vi stemme på dig - og du må gerne uddybe med andre ting du også interesserer dig for. Mit svar var

Hvorfor skal vi stemme til kommunalvalget?

I skal stemme fordi det er jeres samtid, fremtid og lokalsamfund det handler om!
I skal stemme fordi I kan – se det som en af de pligter, der følger med alle de rettigheder som demokratiet giver jer.

Hvorfor bør gymnasieeleven sætte krydset ved dig eller dit parti?

Den bedste investering i fremtiden er at satse på vores børn og unge. Det Radikale Venstre har før sat fokus på børnenes finanslov og som politikere har vi ofte travlt med at gøre det godt for vores børn (fordi deres forældre stemmer) og ældre (fordi de selv stemmer). Og faktisk lige meget om I stemmer eller ej, så mener jeg, at det er på tide at vi kigge nærmere på uddannelsespolitik og social politik for unge. Vi skal investere meget mere for at sikre ordentlig uddannelse til alle. 24% af en ungdomsårgang er færdige med at uddanne sig, når de går ud af folkeskolen. Det er simpelthen alt for mange. Vi bliver nødt til at øremærke penge til uddannelser, der tilbyder mere og andet end et (meget) bogligt forløb.

Mere generelt går jeg til valg på at MIT KØBENHAVN ER VORES KØBENHAVN

Mit København er en visionær og innovativ storby, der går forrest og viser vejen til bedre miljø, skoler, ældrepleje, erhvervsudvikling, kulturelle oplevelser og grønne åndehuller.

SUND MAD
I Mit København skal det fx være slut med elendig mad i plasticindpakning til de ældre. Vi skal i langt højere grad tage et ansvar for bedre og sundere mad til de ældre. Fordi vi ikke kan være andet bekendt.

BEDRE MILJØ
I Mit København har vi verdens bedste storbymiljø. I 2015 er der et dynamisk, sundt, rent, grønt og blåt bymiljø. Vi stiller krav om brug af den bedste teknologi, når det fx gælder partikelfiltre og katalysatorer. Fordi vi har fortjent det.

MULIGHEDER FOR ERHVERVSLIVET
I Mit København kan erhvervslivet godt selv! Kommunen skal sikre gode fysiske rammer for virksomhederne, sørge for god service og sikre dem et godt udviklingsmiljø, det kan fx ske ved færre restriktioner. Fordi vi også skal have gode arbejdspladser i fremtiden.

PLADS TIL ALLE
I Mit København har vi boliger til både studerende og familier. Vi tager os godt af vores unge og ældre. Det er ikke vigtigt, om man er født her eller er tilflytter fra Jylland eller andre lande. Det vigtige er, at vi har plads til at gøre det til en god by for alle. Mit København er Vores København!

Personen bag
Jeg er 35 år og uddannet cand.scient.pol og MA i Afrikastudier (Københavns Universitet).Jeg arbejder som PR- og Proceschef i en designvirksomhed. Min fritid bruger jeg på politik og frivillige bestyrelser, jeg er næstformand i Hopenow en NGO, der hjælper handlede kvinder og så er jeg bestyrelsesmedlem i GAM3, der arbejder med integration via streetbasket. Ellers bruger jeg min tid på mine venner, kulturelle arrangementer og så underviser jeg i yoga. Læs mere på www.mianyegaard.dk

Så er der valgkamp igen

Vi skriver d. 1. november 2009 og det er ca. 2 år siden jeg sidst var i valgkamp. Havde egentlig ikke tænkt mig at stille op til Borgerrepræsentationen, men så blev jeg spurgt sidste år, om jeg ikke ville stille op.

Jeg stillede op med den intention om at være vandbære til dette valg, men skal være den første til at indrømme, at når nu valget er i gang, så er jeg som en gammel cirkushest. For selvfølgelig vil jeg gerne ind. Hvem vil ikke gerne have indflydelse på, hvordan samtiden og fremtidens København skal se ud? Jeg vil i hvert fald gerne.