fredag den 6. november 2009

En god integrationspolitk er en ordentlig socialpolitk

Jeg er i dag på en mail af en vælger blevet spurgt hvad mener du – som kandidat med anden etnisk baggrund end dansk - om det radikales integrationspolitik?

Først tænkte jeg lidt over, går anden etnisk baggrund kun på mit udseende, eller tæller den kulturelle opvækst i det gule parcelhus, flæskesteg til jul og forældre med blå øjne og blond hår med i forhold til hvad jeg er blevet præget af?

Dernæst tænkte jeg lidt over hvad danskhed er vs. anden etnisk baggrund. Mit svar blev:

Først vil jeg gerne spørge dig om hvad forskellen er mellem danskhed og anden etnisk baggrund. Personligt ser/tænker jeg ikke på mig selv som andet end dansk, og her skal det siges, at jeg er adopteret, så må du selv bestemme, hvilke kategori du synes jeg hører til i. Men jeg er vokset op i et gult parcelhus og spist flæskesteg til jul, og er ret sikker på, at mit udseende ikke i særlig stor grad har påvirket min holdning til integration.

Men min holdning til integration er, at der skal være plads til alle uanset hudfarve, at selvfølgelig skal alle i Danmark opfører sig ordentlig i forhold til lovgivningen. Men ellers synes jeg, at mangfoldighed er en styrke, og reelt betyder integration vel sammenfletning af kulturer det vil sige, at vi som vi altid har gjort i Danmark lærer og låner af andre kulturer i sameksistens med eksisterende traditioner - så det har jeg det fint med. Jeg tror til gengæld ikke på assimilation, og jeg tror ikke man er mere eller mindre dansk om man spiser halalslagtet oksekød eller flæskesteg.

Generelt tror jeg, at vi i langt højere grad skal kigge på ressourcer i den enkelte familie mere end vi kan definere integration ud fra etnicitet.

Og så tror jeg på, at alle skal have den hjælp de har behov for i forhold til deres stå sted i livet, hvis vi kigger på bandekrigen som eksempel, så gælder det, at både de børn/unge der bliver rekrutteret til banderne desværre ofte er drenge af ressourcesvage familier - ligegyldigt om de så bliver medlem af AK81 eller af en såkaldt "indvandrebande". Så i min optik handler det mere om en ordentlig socialpolitik, gode skoler og lige muligheder for alle.

Altså skal mennesker uanset farve skal have hjælp, hvis de har brug for det, og jeg tror, at ressourcer i forhold til familie og netværk er langt mere afgørende for hvordan vi agerer end en bestemt etnicitet. Og så igen skal det siges at denne diskussion jo har langt flere lag end hvad jeg lige kan komme med her.

Rigtig god weekend

De bedste hilsner

Mia

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Bare et spørgsmål - mest fordi jeg er betaget af koreansk kultur, sprog og ikke mindst hudpleje rutinerne/produkterne:

Er du adopteret fra Korea?

Hilsen Christina Hansen